|
Bogstaverne HIV står for Humant Immundefekt Virus.
Humant betyder "vedrørende et
menneske", Immundefekt betyder en defekt - altså en fejlfunktion - i
kroppens immunforsvar og Virus betyder selvfølgelig virus.
HIV betyder altså et virus, der gør menneskekroppens immunforsvar defekt.
HIV menes at stamme fra et virus,
der findes hos nogle aber og chimpanzer i bestemte områder i Afrika.
Abeviruset kaldes SIV (Simian Immunodeficiency Virus = Abe Immundefekt
Virus). Derfra er det kommet over i mennesker.
I nogle af de områder, hvor aberne
og chimpanzerne lever, bliver de jaget, slagtet og spist, og man regner
med, at smitteoverførslen kan være sket under jagten på dem eller gennem
spisning af utilstrækkeligt tilberedt kød.
Det er sikkert sket mange gange i
tidens løb, at mennesker har fået abevirus i sig, uden at nogen er
blevet syge af det, fordi sygdomsfremkaldende mikroorganismer sjældent
smitter fra dyr til menneske. Men på et tidspunkt er det altså alligevel
sket.
Aberne bliver ikke selv syge af viruset, men i en menneskekrop er det et meget aggresivt virus. |