Hvor hurtigt får man Aids?
Tidligere (før 1996) havde man kun ét middel at sætte ind imod en Hiv-infektion, nemlig et stof, som man kaldte Retrovir eller AZT. Det forhindrede Hiv-viruset i at indsætte sin egen genetiske kode i den genetiske kode i en menneskecelle. Sædvanligvis mistede Retrovir dog sin virkning efter nogen tid (ofte mindre end et år) fordi HIV-viruset blev immun overfor det.
I 1996 havde man imidlertid udviklet flere nye stoffer, der påvirkede hiv-viruset på hver deres måde. Disse stoffer begyndte man at give sammen i forskellige kombinationer. Den samlede virkning af flere forskellige stoffer viste sig at kunne reducere antallet af hiv-vira i kroppen til meget små niveauer, uden dog at kunne udrydde dem helt. Reduktionen var så stor, at mange smittede, der ellers kun havde kort tid tilbage at leve i, nu pludselig fik det så godt, at de endog kunne begynde at arbejde igen.
Denne nye behandling kaldes for en kombinationsbehandling, fordi den består af en kombination af flere stoffer. Det er imidlertid meget giftige stoffer der anvendes, og det er ikke alle, der kan tåle dem, ligesom de heller ikke virker på alle. Andre igen har gavn af behandlingen, men må samtidigt acceptere ganske svære bivirkninger. Men ca. 70% tåler behandlingen udmærket, og kan leve en tilværelse, hvor de ikke mærker meget til, at de har en hiv-infektion.
Det store spørgsmål er imidlertid, hvor længe kombinationsbehandlingen virker - om HIV-viruset også vil blive immun overfor de nye stoffer.
Før 1996 regnede man med, at ca. 50% af de hiv-smittede kunne regne med at få diagnosen AIDS 6 til 7 år efter smittetidspunktet.
Efter fremkomsten i 1996 af bedre behandlingsmuligher for HIV-smittede (kombinationsbehandling), regner man nu med, at denne periode kan udskydes til måske10 - 15 år eller mere.
Før 1996 og de forbedrede behandlingsmuligher, regnede man med, at ca. 50% af de, der fik AIDS-diagnosen, ville dø indenfor et år. 50% af de øvrige ville dø indenfor det næste år, osv. Denne tidsramme er nu forlænget betydeligt, men hvor meget vides endnu ikke.