Beretning fra en pårørende

At være pårørende! I 1985 blev min storebror konstateret hiv-smittet, og kunne se en tidlig død i øjnene. Igennem et par år samlede han mod til at sige det til sin familie, og det blev mig der i 1988 skulle blive den første der fik den forfærdelige nyhed. At han i samme åndedræt sprang ud som bøsse, var egentlig kun en ”bi-ting”. Lige i øjeblikket fattede jeg vel ikke andet end at nu ville min storebror dø. I 1990 var der af Aids-info startet en pårørendegruppe, som holdt deres møder i et restaurantlokale i det indre Odense.  Det var en underlig følelse at gå op af trapperne til lokalet. Nogle møder før havde der været en del turbulens i gruppen, nogle var trådt ud, og vi var nogle få nye som var mødt op. I denne gruppe fandt jeg mennesker som var i samme situation som mig, i angst for at miste en vi havde kær. Vi kunne støtte hinanden, når vore HIV-smittede brødre, kærester, venner, eller børn var i krise, og snart vidste vi, at i et hiv-forløb gik det i bølger, snart krise og snart bedring - men det gik kun ned ad bakke, og døden lurede hele tiden, som et spøgelse mellem os. På et tidspunkt havde vi den glæde at der blev fundet midler til, at vi kunne starte et værested i Odense, for HIV-smittede, mennesker med Aids og deres pårørende, så vi nu havde vores eget sted. Det var et hus der krævede alle vore kræfter, men ved fælles hjælp, frivilliges hjælp, og med hjælp fra generøse sponsorer, blev det et dejligt sted som i nogle år blev et uvurderligt ståsted for mange mennesker. Desværre oplevede vi som pårørende, at vore hiv-smittede blev svagere og svagere, og døden holdt sit indtog alt for ofte blandt disse fantastiske, stærke mennesker, som ind til det sidste holdt fanen højt - men måtte efter måske en lang kamp give op. Som pårørende tænkte jeg, hvornår bliver det min bror? I aviserne kunne vi læse om mirakuløse piller som man forsøgte at få på markedet, men turde man tro på, at de kunne nå at hjælpe? Men så pludselig, som ved et trylleslag, var den der - kombinations medicinen. Desværre alt for sent, til de mange venner og bekendte, som i de foregående år, var bukket under for hiv og dens følgesygdomme. Nu turde jeg igen håbe på at min bror ville leve, der var jo også mirakuløst gået nu mere end 10 år, uden at han havde fået alle de følgesygdomme, som jeg havde set så mange få. Selvfølgelig havde min bror også sine følgesygdomme; svamp, udslæt, diarre, kronisk lungebetændelse o.a., men generelt havde han det godt. Her i efteråret år 2000 har jeg netop været på en dejlig ferie med min HIV-smittede storebror, han er i kombinationsbehandling, og har det, trods diverse bivirkninger, godt. På trods af dette må jeg sige, at der stadig er den samme angst for at miste som da jeg først fik nyheden om, at min bror var hiv-smittet. Kombinationsbehandlingen er jo ikke nogen endelig garanti, den forlænger jo bare livet. Endnu mangler vi den kur, som kan gøre HIV-smittede 100 % raske, og en vaccine som kan forhindre flere i at blive smittet. Jeg tror ikke der går en dag uden at jeg har min storebror i tankerne, og håbet - det giver jeg den længste frist.